Om KMK

Fra kanalpladser til klubhavn – historien om KMK

Den første motorbådsklub i København blev stiftet den 31. maj 1916 af en gruppe bådejere med pladser i Frederiksholms Kanal foran Wedells Palæ. Med ombord var også enkelte bådejere fra Christianshavns Kanal. Klubben var dengang forbeholdt motorbådsejere – i alt 16 medlemmer. Senere samme år indgik man en kontrakt med Grev Frijs i Wedells Palæ om leje af bolværkspladser i kanalen. Den nuværende Bro 3 blev dermed klubbens første faste hjemsted.

I de første år blev klubben omtalt både som Københavns Motorbådsklub og Motorbådsklubben København. På generalforsamlingen den 31. maj 1923 vedtog man endeligt navnet Københavns Motorbådsklub. Siden har der været diskussion om, hvorvidt klubbens alder skal regnes fra 1916 eller 1923 – men det er 1923, der officielt tæller som fødselsåret. Klubben kunne derfor fejre sit 100-års jubilæum den 31. maj 2023.

I mange år var broerne i Frederiksholms Kanal klubbens samlingspunkt i sejlsæsonen. Hvor bådene tilbragte vintrene, melder historien ikke noget om, før i 1957, hvor klubben fik mulighed for at leje vinterbedding på Nokken.

I 1969 blev det ikke længere muligt at være på Nokken. Efter forhandlinger med Københavns Kommune fik KMK tilladelse til at etablere egen vinterplads og havn på et nyopfyldt areal på Kraftværksvej. Aftalen kom på plads sidst i 1969, og de følgende år blev faciliteterne opført. Klubhuset blev indviet den 20. maj 1972, og havnen fulgte efter den 9. oktober 1976. Havnen er skabt ved opfyldning af det omkringliggende areal, og broerne blev bygget af klubbens egne medlemmer.

I dag har KMK ca. 270 medlemmer – både aktive og støttemedlemmer – og råder over omkring 100 havnepladser, fordelt ligeligt mellem havnen på Kraftværksvej og broerne i Frederiksholms Kanal. Derudover har klubben medlemmer med bådplads andre steder, som kun benytter KMKs havn på Kraftværksvej til vinteropbevaring og bedding.